Min historie med stress begyndte, da jeg gik i gymnasiet i 2 g, hvor jeg var 17 år gammel. Jeg fandt selv ud af at skære ned på en masse aktiviteter og fik ro på. Igen som 40 årig blev jeg hårdt ramt pga dårlig ledelse. I alt for lang tid havde jeg slet ikke mærket mig selv eller sagt stop. Jeg var ny leder og vidste ikke bedre end at forsøge at arbejde mere og mere for at nå det, der kom på mit bord. Jeg havde haft hovedpine, sovet meget lidt og dårligt og på et tidspunkt, da jeg trak i nødbremsen kunne jeg se i min kalender, at jeg i mere end 7 uger simpelthen bare havde taget en time ad gangen dag for dag. Jeg havde små og store børn derhjemme og min relation til dem var blevet reduceret til et godmorgen og et godnat næsten. Jeg sagde mit job op, var syg en måned, men var heldig med at få et nyt job, som begyndte på trods af endnu et par måneder med følelsen af at være banket. En ferie gjorde godt og langsomt kom jeg i trivsel igen. Siden har jeg lært mine egne grænser bedre at kende. Ved, at jeg skal holde gode pauser og at mærke, hvornår nok er nok. Som psykolog og terapeut har det været godt for mig, at jeg selv har mærket stress. Mærket afmagten og det dybe ubehag ved ikke at kunne kende mig selv, ikke kunne ret meget og generelt bare have det forfærdeligt. Jeg oplevede det i en periode som at være 80 år gammel og bare kunne trisse rundt med små bitte skridt og med hovedet i en dykkerklokke.

Stress hos dig, der bare er dig eller forælder:  Alt for mange både unge og ældre forældre og enkeltpersoner oplever at være presset af den tid vi lever i. Tempoet og forventningerne til vores indsats er vokset enormt de sidste mange år. Forældre står for skud på alt for mange måder og det er svært at føle, at man slår til på alle fronter. Stress er oftest multifaktuelt. Selv noget så vidunderligt, som at være ung og ny på arbejdsmarkedet, ung og forelsket, ung og førstegangsforældre, travl småbørnsfamilie etc kan være stressfyldt og mærker du stress, så søg hjælp. Kom ned i gear og giv dig selv førstehjælp. Husk, at iltmasken skal på den voksne først, hvis den voksne vil hjælpe andre. Hvis ikke det er nok, så kontakt mig.