Hanne Klinge

Et eksempel på, hvad der får mig til at elske mit arbejde:

En leder, der har brugt mig som coach, sparringspartner og supervisor gennem flere år er til sin sidste samtale før en sommerferie. Han er blevet forfremmet flere gange i den tid jeg har kendt ham. Vores samarbejde sker dels på jævnlige møder, i samtaler af 1- 1,5 times varighed. Dels hvis han en sjælden gang har haft brug for næsten øjeblikkelig sparring og har kontaktet mig pr. telefon eller på en mail og bedt om en opringning. På 15-20 minutter har det så været muligt for os at finde en vej i det dilemma han stod med og han har eksekveret sine beslutninger næsten umiddelbart efterfølgende.

Forud for en velfortjent ferie arbejdede vi med, at han fik reflekteret over sig selv, sin fremtid og livet. Jeg spurgte ham, hvordan han oplevede sig selv som menneske udenfor sit job. Han fortalte, at han ofte i sin ferie fik fat i, at han var for træt. For træt til at være i relationer til sine nærmeste. I dagligdagen gik det nok endda. Alle var hver især optagede af livet og deres opgaver i det og ingen klagede direkte over ham. Men han oplevede ofte en slags tomhed og lede ved sig selv efter samvær med sine børn, svigerbørn og børnebørn. Det skete, at han i årets løb havde tænkt, at han med god ret bare kunne lade dem passe sig selv. De var jo sådan set godt i vej. Han gad ikke rigtigt sine børnebørn. Han kunne vel godt tillade sig at være lidt egoistisk og nu sætte sit arbejde og sig selv højest. Denne tankerække kunne retfærdiggøre, at han fortsatte som hidtil. Men nu, hvor han fik tid til at mærke efter, blev det tydeligt, at det bare ikke var godt nok.

”Min far og min bedstefar var sure gamle og bitre mænd, da de døde. Ingen af os søskende havde lyst til at besøge dem eller være sammen med dem. Det var bare pligt. Og det var en stor lettelse, da de døde. Sådan må det ikke blive for mig.”

Vi talte om, at han var alene efter en langt ægteskab. Det havde han følt var et kæmpe nederlag. Hans arbejde var blevet hans trøst og redning. Der fungerede han og fik den slags respons som gav ham energi til at fortsætte. Hans hjem – familiens store hus, som han nu sad alene i - holdt han sådan til nød vedlige. Lysten til at se på det som andet end den gamle families hjem var ikke tilstede ret længe ad gangen. Han havde haft svært ved at tage sig sammen til de mindste ting i huset og haven. Men det var dog blevet bedre de sidste år.

Han havde ikke savnet kvindeligt selskab de sidste år. Det havde været nemt for ham at få bekræftelse ved at date og have mere eller mindre uforpligtende forhold. Han lovede ingen noget og det havde været uproblematiske og overfladiske forhold, der ikke havde krævet så meget af ham. Nu havde han så småt lyst til at finde sin sidste kæreste, men det kunne stadig godt vente lidt.

På hans to-doliste havde der de sidste to år øverst stået, at det vigtigste for ham var at passe sit arbejde og sikre sig selv økonomisk efter skilsmissen. Det punkt kunne han så med god samvittighed vende tilbage til, når han blev usikker på om han gjorde det godt nok som far eller kæreste. Han havde ret til at prioritere sådan.

Vi fandt frem til, at det var godt tænkt af ham, at vælge et fokus i krisen efter skilsmissen. Og vi blev enige om, at hans mål var lykkedes. Han var blevet forfremmet og hans legitimitet som leder var ret stor, hans økonomi var god og pensionen på plads. Livet lå sådan set åbent for ham igen.

Jeg kunne se på ham, at det slet ikke var så nemt. Hans krop faldt sammen i stolen og han blev stille. Jeg fornemmede næsten hans oplevelse af at føle sig magtesløs og druknende. Fornemmede hans kvalme og ulyst. Han bekræftede de oplevelser. Og jeg spurgte, hvad der var på spil for ham?

Han mente selv, at han dagligt bekæmpede et stort selvhad. Han havde altid tænkt om det som nedarvet. I hans familie var pligt og moral sat højt. Retten til at leve et godt liv var noget man gjorde sig fortjent til og man skulle ikke stikke for meget ud fra mængden. Så når man ikke følte, at livet var godt, så var det nok fordi man ikke havde fortjent det endnu.

Jeg spurgte hvad han selv syntes om sin indsats de sidste år. På tavlen i klinikken havde jeg fulgt med i hans fortælling og skrevet nøgleord ned:

Hvordan skal det være, når du siger farvel til livet?

”Bekæmpe mit selvhad”

Hvem er vigtigst i dit liv?

”Jeg har brug for positiv respons fra andre”

Og jeg spurgte ham om han i fremtiden kunne bruge en vision, der hed:

Celebrating life – vis repekt for livet og for andre ved at vise respekt for dig selv.

Det smagte han lidt på og han begyndt at smile. ”Nu ved jeg hvad jeg skal det næste år! Jeg vil bruge det næste år til at få mit yngste bedre i vej. Han er 17 år. Jeg har forsømt ham og det er simpelthen det vigtigste for mig for, at jeg kan sige, at jeg gjorde det rigtige i netop det næste år.”

Vi talte om selvhadet og fandt frem til, at han efter skilsmissen havde lidt tab af sin grundlæggende tillid til sig selv, men også til sin omverden. En slags mild posttraumatisk reaktion, som han kunne holde i skak, når han var travlt beskæftiget med sit arbejde, som han var god til. Men som kunne overfalde ham, når han var alene og havde god tid til at mærke sig selv.

Vi talte om, hvornår selvhadet var mest på spil. Han fandt frem til, at det var sværest, når han var sammen med mange fra sin store familie ad gangen og i lang tid ad gangen. Jo færre jo bedre. Vi talte om, hvordan relationer mellem mennesker bliver mange gange mere komplicerede for hver enkelt person, der tilføjes en gruppe.

Og vi talte om, at det for hans familie måske var svært helt at finde ud af, hvem han var, nu da han ikke længere kun var deres far gift med deres mor. Og hans sagde: ”Og jeg ved det sgu heller ikke selv endnu!”

Han formulerede, at han ville tænke ”Små skridt i den rigtige retning.” ”Styr selvhadet” og ”Du er OK”.

Han ville gå hjem og udarbejde en vision for det næste år med sigte mod en 5 års vision- sig selv som en god rollemodel for sine børn og børnebørn som menneske.

Sammen fandt vi ud af, at ægte, åbne og ærlige relationer skulle fylde hans liv og at det var ok at tage en ting ad gangen fremfor at drukne i følelsen af ikke at kunne tilgodese alt og alle lige godt hele tiden.

Han skrev en mail til mig efter sin ferie. Takkede for vores samtale før ferien. Og foreslog en plan for forsat coaching i efteråret. Og han skrev, at han havde lavet denne plan for sig selv for det kommende år:

  1. Mig selv – jeg vil sætte mig selv højere- læse u-teori og arbejde med mit personlige lederskab.
  2. Min relation til min søn og de små- skal forbedres!
  3. Mit hjem skal til stadighed vise, at jeg har respekt for mig selv og livet.
  4. Jeg vil så småt begynde at lede seriøst efter min sidste kæreste.

(Ovenstående er udarbejdet i samråd med min klient.)