Jeg er så småt i gang igen med supervision af medarbejdergrupper. På afstand og afsprittede self. De fleste steder er tiden siden 11.3.20 gået bedre end nogen havde forestillet sig. Anbragte børn har savnet samværet med deres forældre, men har profiteret af, at der ikke har været en masse aktiviteter ude af huset. Der har været masser af udendørsaktiviteter og tid til bare at nyde naturen uden en fast bagkant. Relationerne mellem børn og voksne er blevet tættere og konflikter mellem børnene har været få og anderledes end før Corona. Ingen af børnene har været alvorligt bange for smitte eller Corona. De har kun fået de oplysninger de havde brug for og de voksne har været rolige og fattede hele vejen igennem krisen. Hjemmeskolingen er gået over al forventning og børnene har faktisk hygget sig og været mere afslappede end i dagligdagen før Corona.
Medarbejderne har det godt. På trods af, at der har været flere udfordringer undervejs udover Corona, nye retningslinier og ændrede arbejdsplaner, fordi børnene var hjemme i i dagtimerne. Det har været akut sygemelding pga forestående fødsel eller pga kritisk syg ægtefælle og alle de tilbageblevne har feks taget flere meget lange vagter. Undervejs har enkelte været sygemeldt med symptomer og indtil en test har vist sig negativ. På alle måder har der været og er undtagelsestilstand, men samtidig er der stor tilfredshed og glæde ved at sammenholdet, tilliden og respekten til hinanden er intakt.
Så det er nærliggende at tage fat, hvor vi slap. Drøfte særlige udfordringer ved de enkelte børn eller borgere og afstemme behandlingsmetoder og tilgange. De fleste steder jeg superviserer er der plads til en runde om medarbejdernes trivsel. I denne tid er de runder vigtige. Jeg interviewer hver enkelt kort om, hvad det værste er, de har oplevet i den sidste tid og hvad de oplever at have brug for fra mig eller andre. Og så beder jeg dem svare på en skala fra 0-10, hvordan deres trivsel er. Flere af de grupper jeg arbejder med, har jeg superviseret gennem flere år og der er stor tillid i mellem os og jeg har et vist kendskab til deres personlige og private situationer.
Krisen har været stressende på måder, der er nye og mere for nogle end for andre. Der er store forskelle på, hvor stort overskud hver enkelt gik ind i krisen med. Og der er store forskelle på, hvad privatlivet har krævet ved siden af arbejdet, for hver enkelt. Knap halvdelen af en gruppe medarbejdere har på hjemmefronten enten i tiden før Corona eller undervejs i krisen være hårdt hængt op. Mit indtryk er, at de forsøger at bære det selv, i håbet om snart at være ovre det værste og i bevidstheden om, at det private ikke skal fylde på arbejdet og at arbejdspladsen ikke skal bøde for eller betale for personlige sårbarheder eller stressende omstændigheder. Skilsmisser, selvmord blandt de nærmeste, uberettigede anklager fra tidligt skadede unge etc, begivenheder, der nok er sket før Corona, men som stadig fylder og har tæret på kræfterne.
Jeg tænker, at jeg vil guide ledere til at få øje på den enkelte medarbejders konkrete behov. Og jeg er opmærksom på, at det ofte er min opgave at pinpointe de følelsesmæssige belastninger, som den enkelte står med og som de ikke selv altid vil eller kan give den rigtige opmærksomhed.
Jeg tror, der bliver brug for, at nedlukningsperioden bliver bearbejdet i medarbejdergrupper. Mest i forhold til, hvad arbejdet har krævet af omstillinger, kreativitet og fleksibilitet, men også i forhold til, hvilke bekymringer og overvejelser over Covid-19, smittefare, fremtiden og de private udfordringer og sorger under krisen, der er og har været på spil.
Jeg coacher en CEO og han blev i vores samtale den anden dag opmærksom på, at han hidtil har holdt skarpt på, at hans medarbejdere selv har ansvaret for at være fit for fight på arbejde, men, at han nok i nærmeste fremtid vil være mere opmærksom på dem og tilbyde mere personlig omsorg og coaching til dem.
Jeg plejer overfor klienter i stress og krise, voksne såvel som unge og børn at invitere til en forståelse af egne kræfter med et billede af en pose med energi. Vi har alle noget energi, nogle har meget og andre mindre energi. Energien er ikke ubegrænset og energi kan bindes af noget vi ikke selv er herrer over. For dem i krise og stress handler det om at få øje på, hvordan de bruger deres energi og på hvordan de kan vinde ny energi. Vi taler også om at have plus på kontoen - energikontoen. Jeg tror, vi skal have fokus på, at nogle, måske rigtigt mange mennesker gik ind til dette forår med minus på energikontoen. Så kom Corona og sled yderligere på kontoen. Måske ikke mærkbart i første omgang, fordi krisetilstanden satte de “gamle” udfordringer i perspektiv og trængte dem i baggrunden for en tid. Men når krisen trækker ud forsvinder kampgejsten hos nogle og kræfterne bliver slidt ned.
Det er mekanismer vi psykologer bør kunne italesætte og sætte fokus på i de sammenhænge, hvor medarbejdergrupper og ledere ikke selv lige ser, der er et behov.
Jeg kan mærke på mig selv, hvor meget mere, end jeg havde forestillet mig, at krisen kræver psykiske kræfter. Jeg gik ind med plus på kontoen i form af en stor tiltro til min arbejdssituation, min store blomstrende familie, min bolig, der endelig var råd til at forbedre og med udsigt til en skøn rejse til sommer. 2019 gik godt, men var udfordrende på mange måder især familiært. Men jeg var i god form fysisk og mentalt. Og på mange måder er min situation yderst priviligeret, selvom jeg på få dage mistede opgaver svarende omtrent til 25% af min årsomsætning. Og på trods af alt ovenstående mærker også jeg dette forsømte forår særligt udfordrende. Jeg er i gang med at revurdere mine mål og drømme for den næste tid og genvinde min egen kraft. Hvordan er det så ikke for mange af dem jeg skal støtte og guide i behandling og supervision den næste tid? Jeg har alle muligheder for at forstå mig selv og redskaberne til at bevare mig selv i det. Mine kunder skal jeg hjælpe og guide igennem med min teoretiske viden om kriser og min personlige indlevelse i deres særlige situationer.
Hvad tror du, der er brug for nu?
