Psykologer har det med at tale om angst på en måde, det kan forskrække andre en del. Det kan være en lettelse at forstå, at alle kan blive ramt af angst i forbindelse med almindelige menneskekriser, som skilsmisse, stres, dårlig økonomi, arbejdsløshed etc. Men det kan også lyde meget mere voldsomt end man umiddelbart lige tænkte.
Følelsen af at blive grebet af angst er ofte en følelse af stort kontroltab, panik og rædsel. Hele ens liv synes at gå i stå i sekunder eller for evigt. Hjertet banker, koldsveden pibler frem og ubehaget indvendigt er næsten ubeskriveligt. Ens vejrtrækning bliver overfladisk og ilten til hjernen minimeres, man har svært ved at modtage hjælp fra nogen, en virkelig ond cirkel er i gang.
Her under Coronakrisen har vi vænnet os til at tale om frygt som noget helt almindeligt. Det har overrasket mig, at frygten har fået så meget plads i medierne. Jeg forventede, at frygten ville blive talt ned, men den er blevet talt frem og nok med rette.
Det har været tydeligt, at mange har været grebet af frygt og angst. For smitte, for at dø, for sine kære og for sin egen økonomiske og arbejdsmæssige situation. Forældre til de små, der skulle være de første, da vi åbnede op efter lock down, mange professionelle, der har været tæt på syge og måske smittede osv. Mange har reageret med panik, vrede og frustration i medierne og på nettet. Reaktioner der kendetegner det at være grebet af frygt, være i følelsernes vold, miste overblik og rationalitet.
Frygten går vel forud for angsten. Frygt kan få os til at tænke os bedre om og passe bedre på. Frygt er en drivkraft, hvis vi ikke bliver overvældet af den. Så længe vi står midt i krisen, så længe ulykken stadig pågår og det gør den jo indtil vi både ved, at der er styr på sygdommen og når vores liv begynder at være mere frit og socialt igen, så accepterer vi at begå os i forhold til det farlige. Når ulykken er stoppet og vi kommer ud på den anden side, kan tankerne komme om, hvor skidt det kunne være endt og i de tilfælde, hvor det gik galt, kommer sorgen over det, vi mistede.
Jeg har personligt indtil videre kun været ramt af bekymring for mine nærmeste, hvoraf kun få har været kastet ud i front med stor risiko for at blive smittet. Jeg har mærket usikkerhed for min egen situation, for mit arbejde og min økonomi. Og jeg har mærket stor bekymring og sorg for de mennesker og samfund, hvor Coronakrisen har fået et farligt og kaotisk forløb. Det gør mig trist, men ikke depressiv eller angst. Jeg kender til angst hos mig selv og har lært at beherske den og jeg har arbejdet med mennesker med angst i flere år.
Sandsynligheden for, at der især for frontpersonale og medarbejdere i såkaldt kritiske funktioner, bliver brug for debriefing og bearbejdning af konkrete voldsomme episoder i Coronakrisen, er stor. Enten fordi der har været ulykkelig udgang på en behandling eller, fordi der har været besværligt samarbejde og stor uenighed om håndtering af kritiske situationer eller, fordi ens egen smitterisiko har været meget stor og ikke mindre, der hvor risikoen for at smitte sine kære har været tilstede. Især for de yngste medarbejdere, som sandsynligvis er gået på opgaverne med krum hals og så måske hen ad vejen blev konfronteret med sagens alvor, får brug for opmærksomhed. Vi skal huske, at mennesker efter en krise, stadig er i krise og kan have tendens til at afvise at bearbejde og modtage hjælp. Lysten til bare at komme videre og væk fra det ubehagelige ligger lige for. Og vi skal erkende, at vi i dette dejlige land ikke siden 2. verdenskrig har været under pres og i krise så voldsomt som nu. Vi gamle har noget ballast alene i form af vores erfaringer trods alt. De yngre medarbejdere, som sagt, og de yngre ledere ikke mindre, kan have brug for ekstra opfølgning efter Coronakrisen.
Arbejdsgivere og ledere bør være opmærksomme på det i tiden efter Coronakrisen. Når Corona lige om lidt forhåbentligt bare bliver en normal tilstand sammen med andre sygdomme, så bør lederne både tage hånd om deres medarbejdere og om sig selv. Tage hånd om den frygt, der opstod og blev skabt. Få talt det igennem og ned. Sat frygt og angst i perspektiv og få skab ro, tillid og håb igen.
Da jeg var Chefpsykolog skete dels terrorangrebene på World Trade Center i New York og senere Tsunamien i den Indiske Ocean i 2004. Det var begivenheder, der slet ikke umiddelbart kan sammenlignes med den nuværende pandemi, men de gjorde os forskrækkede og sorgfulde i nuet. Jeg samlede mine medarbejdere og sørgede for, at vi sammen fik fortalt hinanden og lyttet til, hvilken betydning de to voldsomme episoder fik for os hver især. Og vi forberedte os sammen på, hvilke følelser og reaktioner vi som psykologer og konsulenter kunne møde blandt børn, forældre og samarbejdspartnere i tiden efter. En enkelt eller to af mine medarbejdere var af forskellige årsager hårdere ramt end andre og de fik tilbudt individuelle samtaler med eksterne psykologer. Som leder holdt jeg den næste tid nøje øje med, at vi alle kom godt videre.
Ualmindelige begivenheder med fare for helbred og liv. Forandrede hverdage med pludselige stop og store ændringer af rutiner og livsmuligheder. Følelsesmæssige rutcheture og stor usikkerhed om, hvor voldsomt det bliver og hvor længe det pågår. Fysisk isolation og savn af den normale sociale kontakt, sætter spor. Ikke nødvendigvis for altid, hvis vi får det bearbejdet og sat i perspektiv. Hvis vi deler vores oplevelser og finder støtte i ikke fortsat at være alene med frustrationerne. Hvis vi kommer hen til at glædes og grine sammen igen uden at mærke frygt, angst og bekymring på egne, andres og næsten alles vegne. Så vi er på vej videre med nye erfaringer og endnu mere robusthed.
