Mange unge med kønsubehag føler sig non-binære. Ikke intetkøn, men et køn som er hverken maskulint eller feminint, men måske både-og og noget mere eller helt andet. Der har altid været mennesker verden over, som har følt sig på den måde. Faktuelt regner man med, at mellem 0,5% til 2% af en befolkning oplever kønsubehag. Og i nogle kulturer er det helt naturligt, at mennesker selv kan definere deres kønsidentitet. Andre steder i verden og her i vesten har kulturen de seneste mange tusinde år tilsagt, at reproduktion er selve meningen med livet, hvorfor det har været vigtigt og næsten helligt, at samfundet har defineret børns køn fra fødsel som enten feminint eller maskulint, pige eller dreng.
Der er en bølge i vores vestlige verden i disse år af opgør med den kulturelt og samfundsbestemte kønsopfattelse, som fastholder, at alle individer skal være enten feminine eller maskuline. Bølgen er stærk og ny og udfordrende for mange af os ældre, der aldrig har stillet spørgsmål ved vores tildelte køn. Men også for mange ældre er det en befrielse, at der endelig åbnes op for andre måder at forstå identitet og køn end bare enten feminin eller maskulin. Mange har levet med en dyb oplevelse af ikke at høre rigtigt til, at føle sig forkert, at skamme sig og at føle sig alene med følelser af kønsubehag. Man regner med, at der pt er ca 31.000 transkønnede personer i Danmark. Ca 6000 er pt i behandling, der kommer ca 1000 nye til behandling hvert år. Ca 44% af de transkønnede betegner sig selv som non-binære.
At der opstår betegnelser for mange køn og nye tiltaleformer er en del af den bevægelse, som er et opgør med enten-eller kønsdefinitionen. Og det kan være næsten umuligt at forstå det. Som om hjernen slet ikke kan rumme de mange nye ord og betegnelser. Der opstår mental modstand mod det nye og enten forsøger man at beskytte sig selv ved at afvise det og ignorere det eller i værste fald ved at latterliggøre det.
At skulle tiltale/ omtale en person med de, dem og deres i stedet for med han/hun, ham/hende, hans/hendes kan fejlopfattes som om den non-binære vil tiltales som de kongelige med De, Dem og Deres, men det er ikke sådan det er. Det handler stadig om at tiltale den non-binære med navn og du, men at omtale den non-binære kønsneutralt og i flertal, fordi de føler sig som hverken feminin eller maskulin, men som måske både-og og mere og andet end kun enten feminin eller maskulin.
Og det kræver lidt øvelse. Ikke mindst for de nærmeste pårørende, som har været vant til at opfatte personen som enten feminin eller maskulin og måske også med et andet navn. Som terapeut har jeg fundet ud af, at der er rum for, at jeg dummer mig, at den non-binære eller transkønnede person oftest kan være overbærende og tilgivende, hvis jeg glemmer, hvilken tiltale og omtaleform jeg bruger i samtalerne med dem. Når jeg rådgiver ledere og forældre om de nye kønsidentiteter, tiltale og omtaleformer, navneskift etc. anbefaler jeg, at man 100% acceptere og respektere den andens ønsker, at man øver sig og gør sig umage og går i åben og anerkendende dialog med den anden.
Forklaringen på, at der helt naturligt kan opstå kønsubehag og oplevelser af at være født i en anden krop end den, man har fået defineret af andre og af sine kønsorganer er, at kønsidentitet skabes først af de signaler man får fra sine nærmeste og af omgivelserne. Det lille barn født med binære/ entydige kønsorganer mødes med kønsbestemte tiltale- og omtaleformer, med samfundsbestemte forventninger om adfærd og udseende, med bestemte farver og tøjstile etc.etc. Så allerede som meget lille, 1-2 år gammel, betegner sig og betegnes det lille barn som enten dreng eller pige. Og først senere efter 3 års alderen og i en lang proces op til voksenalderen sker der en bevidsthed i barnet om sin egen identitet. Hvem er jeg og hvilket køn har jeg. Mødes barnet i denne proces med forståelse og accept, opstår der i barnet tillid til, at det er ok at føle sådan og der bliver udviklingsmulighed for at mærke og udfordre sig selv i kønsidentiteten uden skam og ubehag. Og det bør vi kunne, når nu vi ved, at der til alle tider og mange steder i verden helt naturligt er plads til, at mennesker kan være andet og mere end kun enten feminine eller maskuline.
Og kønsidentitet og seksualitet er to helt forskellige ting, som hver især skal forstås og anerkendes mere bredt, kulturelt og psykologisk end man måske umiddelbart er vokset op med at gøre. Og det er en helt anden, men også vigtig snak.
