Måske har du mødt en metakognitiv terapeut, der har sagt, at du IKKE må aflede dine tanker.
Nu virker det jo sjældent at sige, at der er noget man IKKe må tænke. Og afledning er vel oprindeligt beskrevet, som det en mor gør, når et lille barn er dybt ulykkeligt og slet ikke kan komme til ro med trøst. I stedet henleder den voksne barnets opmærksomhed på noget andet og taler med en håbefuld og forventningsfuld stemme til barnet om noget fælles så barnet glemmer sin frustration og ulykke.
Vi taler også om, at en mor skal kunne tilsidesætte sig selv, sine følelser og frustrationer for at give sit barn stabilitet og ro. Hvis ikke det er evnen til at kunne aflede og udskyde og undertrykke sine følelser, så ved jeg ikke, hvad det er. At aflede andre eller sig kan betragtes som en naturlig proces, når følelser er overvældende og fylder for meget i nuet.
Længe før det metakognitive blev opfundet er det blevet beskrevet, at børn i sorg helt naturligt hopper ind og ud af sorgen. Man taler om at være i to-spor, ET hvor sorgen fylder, mærkes og bearbejdes og et ANDET spor, hvor håbet, fremtiden og glæden får plads. Den måde at tænke om sorgbearbejdning har vundet frem også, når vi arbejder med voksne i sorg og krise.
I behandling af depressive og stressede mennesker har man opdaget, at det er godt for heling, at man tillader sig at lade sig gribe af f.eks tvserier, gode film med mange episoder og sæsoner, hvor man kan glemme sig selv lidt. Også det er vel afledning?
I det metakognitive bliver man opfordret til at træne sit ydre fokus og bevidstheden om, at det indre fokus kan flyttes ud til det ydre. Det er meget brugbart og relevant.
Jeg er tilhænger af, at man ikke diskvalificerer gamle begreber for at introducere ny. Både fordi det forvirrer og fordi det er klogere at bygge videre på det oprindelige fremfor at forsøge at “forbyde” det. Og ikke mindst, at man respekterer, at vi mennesker faktisk har rigtigt mange gode måder at hele os selv på. At vi grundliggende er gode til at bearbejde vores psykiske tilstande. At vi har både automatiske og bevidste måder og at det er vigtigt at anerkende alt det, vores klienter har gjort for sig selv, indtil de kom og bad om vores hjælp.
Man kan forklare det mere anerkendende: Hvis du er grebet af grublerier og tankemylder og dine sædvanlige og naturlige strategier ikke har virket, så kan du øve dig i at skifte fokus fra indre til ydre og til at udskyde dine grublerier til et andet tidspunkt for eksempel.
Og jo hvis det hjælper dig at aflede dig selv, når du overvældes af bekymringer, sorger og grublerier, så gør det. For en stund. Hold en pause og tag så fat på nye måder, hvis du oplever, at dine grublerier og dit tankemylder overtager for meget af din tid og din hverdag og hvis de forhindre dig i at skelne imellem, hvad du kan handle på og hvad du ikke har kontrol over.
Søger du hjælp hos en psykoterapeut, en psykolog eller en anden behandler, så lad dig ikke vælte af, at de hver har måske meget konkrete metoder og måske ikke altid de mest hensigtsmæssige måder at argumentere for dem på. Hver gang en ny teori skal finde vej, er der mennesker, der har investeret tid og penge i forskning og beskrivelser. De kan derfor have et umiddelbart behov for at distancere sig fra tidligere teorier, så den ny teori står stærkest. Som ovenfor skrevet kan det skabe forvirring og usikkerhed.
Forskning i, hvad der virker i psykoterapi har år efter år, siden jeg blev uddannet psykolog i 1992, vist, at det, der gør en forskel i psykoterapi er relationen mellem klient og terapeut, ikke den metode, der anvendes. Mærk efter om du føler til tryg og hjulpet og vær bevidst om, at der er mange veje, der kan føre til udvikling, heling og forandring. Find den behandler, der gør dig mest tryg og tilpas.
